Kamma Rahbek, egentlig Karen Margrethe (født Heger, 19. oktober 1775 i København – 21. januar 1829 på Frederiksberg) var en dansk kulturpersonlighed og salonværtinde. Hun var datter af assessor Hans Heger (1747-1819) og hustru Anne Louise, født Drewsen (1751-1799). Hun voksede op i et velhavende hjem, hvor moderen opholdt sig i en særlig del af huset, isoleret fra resten af familien. Samtiden gisnede om, at hun var blevet spærret inde af ægtemanden, men årsagen var snarere, at ægtefællerne ikke længere brød sig om hinanden. Karen Margrethe fik en vidtspændende uddannelse, således havde hun på et tidspunkt den unge Thorvaldsen som tegnelærer. I en periode gik hun på Frk. Lindes Institut for Piger, hvor hun især var dygtig til regning og matematik. Hun lærte at læse og tale adskillige sprog. Tysk og fransk var obligatoriske for dannede mennesker, men engelsk og italiensk var praktisk.Hun blev gift 31. august 1798 med den meget ældre Knud Lyne Rahbek, født i 1760, som hun havde lært at kende gennem en kreds af unge kunstnere, som hun færdedes i. Hendes bror Stephan Heger var selv skuespiller, og Knud Rahbek var lidenskabelig teatergænger og -kritiker. I sine erindringer tilstår Knud Lyhne Rahbek, at det var Kamma selv som valgte ham. Hun kunne ikke have valgt bedre: nok var han meget ældre, men den morsomste, mest belæste og berejste og interessanteste mand i hele Danmark. En af de få personer, hun aldrig ville kede sig sammen med.
Kamma brød sig ikke så meget om teater, men lod sin mand passe sin passion. Hun læste grådigt, men kritisk. Parret købte Bakkehuset på Frederiksberg, hvor guldalderens danske forfattere mødtes i Kamma Rahbeks salon til enkle traktementer, men så meget desto mere åndfuld samtale. Bakkehuset blev en borgerlig parallel til de mere internationale saloner hos Friederike Brun og Charlotte Schimmelmann. Bakkehuset blev aldrig til en "salon", men fungerede som fuldkommen ustruktureret kulturcenter. Hvor tidligere mødesteder havde forenet diplomatisk elite med landets førende inden for statsledelse, erhvervsliv og kulturliv, var det kun kunstnere og forskere, som tog til Bakkehuset. Til gengæld var denne kreds lig med Guldalderens elite. Kammas familie var oprindelig velhavende, men aldrig hovedrig. Da Friederike Brun vendte hjem til København fra sine italienske rejser, ledte hun efter Oehlenschlägers "palæ" i byens gader. Den fejl ville Kamma aldrig have begået. Hun kom aldrig til Italien, Hamborg var så langt, som hun kom i udlandet. København var hele hendes verden, og hun hørte til i denne velkendte verden. Blandt de hyppige gæster i Bakkehuset var f.eks. Oehlenschläger – af gode grunde, han var gift med Kammas søster Christiane – Jens Baggesen, Sophie Ørsted, Poul Martin Møller, Grundtvig, Ingemann, H.C. Andersen, P. O. Brøndsted og Heiberg samt hele hans familie. Kamma og Knud var ofte rygende uenige om de nye digteres kvaliteter. Hvor Knud Rahbek tilhørte den moraliserende periode fra slutningen af 1700-tallet, havde Kamma desto mere blik for den fremvoksende romantik.
Kamma Rahbek var desuden en flittig brevskriver. Flere af hendes brevvekslinger er udgivet. Hun havde som ung pige modtaget tegneundervisning af bl.a. Thorvaldsen og var kunstnerisk begavet: hun opfandt en form for nyttig kunst, æsker blev omdannet til små collager, der ofte fremstillede et af tidens emner. Kamma var således som de fleste af sine fæller optaget af den græske frihedskrig og skabte en række "græske æsker". Livet i Bakkehuset var økonomisk anstrengt, så der var ikke råd til pjat og unyttig kunst. Æskerne var praktiske og nyttige og smukke. De var en tilladt form for kvindekunst. Hvor Thomasine Gyllembourg udgav sine værker under dæknavn for at undgå kønsbetonet kritik, kom Kamma en sådan kritik i forkøbet. Hun døde ung i 1829 formentlig af cancer, og ligger begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. Bakkehuset er i dag museum.
